Introvert på arbejdet.

På mange arbejdspladser – For mit vedkommende i det offentlige – er der en klar præference for de ekstroverte. Dem der taler højt på møderne, netværker aktivt og har ambitioner om ledelse, bliver ofte set som mere værdifulde medarbejdere. Men hvad med os, der er introverte? Jeg er en af dem. Jeg møder op, gør mit arbejde samvittighedsfuldt og fokuserer på kerneopgaven. Jeg har ikke behov for at være i centrum, og mit mål er ikke at stige i graderne eller tage ordet ved enhver lejlighed. Jeg trives bedst i mindre fora, hvor der er plads til eftertænksomhed og fordybelse. Men alligevel oplever jeg, at min arbejdsindsats ofte bliver vurderet på min synlighed snarere end på mit faktiske bidrag. Det er, som om en medarbejders værdi måles i, hvor meget vedkommende siger frem for, hvor godt de løser deres opgaver. Hvis man ikke markerer sig i plenum, kan man nemt blive overset, selvom man leverer kvalitet hver eneste dag. Det er frustrerende at føle, at ens faglighed og indsats vejer mindre, blot fordi man ikke passer ind i den ekstroverte norm. Vi taler så meget om diversitet, men når det kommer til personlighedstyper, virker det som om, der stadig er en klar præference. Jeg ønsker personligt ikke at blive leder, og jeg har heller ikke behov for at være den, der taler højest. Jeg vil bare kunne gå på arbejde og blive anerkendt for det, jeg faktisk laver – ikke for, hvor meget jeg siger. Er det virkelig for meget at forlange?