Børn eller ej?

Hej brevkassen.

Jeg HÅBER, at dette kan modtages uden, at nogen tror, at prøver at dømme nogens liv. Jeg har den dybeste respekt for alle mødre - jeg kan bare ikke finde samme lyst, og jeg har brug for hjælp til at håndtere mine tanker.

Jeg er en 30-årig kvinde, som har en kæreste på fjerde år. Vi har det fantastisk sammen og nyder vores liv sammen.

Omkring os får alle i vores omgangskredse børn lige nu. Vi har lige den alder, hvor det sker. Alle mine veninder har efterhånden børn, og jeg elsker dem til månen og tilbage igen. Men jeg elsker dem, fordi de er mine veninders børn. Jeg kan ikke nødvendigvis lide børn (det lyder hårdt, men jeg ved ikke hvordan jeg skal agere omkring dem) men mine veninders børn giver mig indimellem følelsen af, at jeg også gerne vil have sådan en lille guldklump sammen med min kæreste. Men det er jo primært i hyggestunderne.

Fordi på et splitsekund kan mine tanker ændre sig til, at jeg aldrig har lyst til at få et barn.

Jeg har ikke lyst, fordi jeg kan se, hvor mærkede mine veninder er af det. Det er jo skide hårdt at være forældre. Jeg har ikke lyst til at miste kontrollen over mit liv og hverdag. Jeg orker ikke hverdagen der følger med et familieliv – det bliver for overvældende for mig, og så sidder jeg tilbage med tanken om "er det fordi jeg IKKE VIL have et barn?" at jeg ser det som mere negativt end positivt at få et barn?

Fordi jeg har snakket med veninder om det, og de siger alle "vent til du får dit eget barn, så er det alt sammen ligemeget, fordi det er det hele værd" - men alle mine veninder havde også indledningsvist LYST til at få børn. De havde ventet på, at de kunne blive gravide og de har GLÆDET sig til det. Både at være gravid og alt det bagefter. Det skræmmer mig at være gravid. Jeg har bare ikke lyst til det. Jeg kan ikke genkende den der begejstring for at skulle have et barn, og så giver det mig jo tvivlen om, om det er fordi det ikke er for mig.

Men jeg sidder med følelsen af, at hvis jeg får et barn, så skal jeg nok blive mega glad for det barn – men jeg sidder også med følelsen af, at hvis jeg ikke får et barn, så skal jeg nok blive ganske glad alligevel. Så jeg kan ikke mærke inden i mig selv, hvilken en af vejene der vil være bedst for mig. Og jeg er jo bange for at fortryde selvfølgelig. Det er derfor, jeg skriver her.

Og det værste er, at min kæreste har det på PRÆCIS samme måde. Den ene dag har vi lyst - den anden dag har vi ikke. Så vi kan ikke engang hjælpe hinanden ud af den onde tankestrøm, fordi vi har de samme følelser. Der er ikke en af os, der kan trække os i den ene eller anden retning. Så vi aner ikke, hvad vi skal gøre.

Er der nogen herinde, der har valgt IKKE at få børn? Hvorfor?

Er der nogen herinde, der HAR fået børn - men som har "fortrudt" eller troede de ville fortryde, men som blev positivt overrasket (Man fortryder jo aldrig RIGTIG, men som inderst inde faktisk vill ønske man havde ladet være?)

Eller er der bare nogen herinde, der har været i samme tankestrøm som mig, og som har lyst til at dele deres proces og hvor de er i dag? Jeg har brug for inspiration til at håndtere mine følelser og tanker om emnet.

Tak for jeres tid.