Skal jeg kæmpe for ham?

Jeg (k30) begyndte at se en fyr (m37) sidst i juni, som jeg har kendt i 2 år (arbejdsmæssig sammenhæng). Vi var allerede intime sammen på vores 2. date, og det var så skønt! Jeg er næsten lige kommet ud af et forhold, og han ville sikre sig inden vi var sammen, om han bare var et “rebound”, eller om jeg rent faktisk ville lære ham at kende. Jeg svarede ja til det sidste.

Nu har vi set hinanden en gang om ugen siden, og nu er der kommet skår i glæden. Jeg er blevet forelsket i ham, men han sender blandede signaler.

Jeg hører generelt ikke så meget fra ham, når vi ikke ses, med mindre jeg selv skriver til ham. Dette påtalte jeg og fortalte, at jeg var blevet rigtig glad for ham. Han sagde, at han var meget interesseret i mig, men at hans arbejde betyder alt for ham (han er selvstændig), så jeg ville primært være “sekundær” i hans liv. Derudover har han tidligere været misbruger, hvilket også fylder meget for ham. Han sagde, at han godt ved, at han er indviklet og svær at være sammen med, og at han nok ikke ville kunne opfylde mine behov. Jeg blev rigtig ked af det og havde ikke lyst til at miste ham, så jeg sagde, at jeg ville acceptere ham, som han er, og at jeg altid ville være der for ham.

Vi var sidst sammen i fredags, hvor han åbnede sig meget op for mig, og jeg lyttede og var der for ham. Han nævnte, at han aldrig snakker med andre om det end sin psykolog. Derefter var vi intime og alt var skønt.

Nu er det mandag, og jeg har intet hørt fra ham igen, og jeg er virkelig i tvivl, om jeg endnu engang skal tage initiativ til at vi skal ses igen, eller om jeg skal trække mig lidt tilbage og give ham plads. Det går dårligt i hans virksomhed lige pt., som han bruger meget tid på. Han dyrker dog meget sport i hverdagene efter arbejde, hvilket han godt vil prioritere sin tid på, men det passer ham åbenbart fint kun at se mig én gang om ugen. Jeg har sagt, at jeg har lyst til at se ham 2-3 gange om ugen, men det mente han ikke, at han havde tid til.

Skal jeg kæmpe for ham? Det er så svært, for jeg føler mig ikke rigtig værdsat, men jeg er også bare så glad for ham.

EDIT: Han har sagt, at målet er (og derfor han går til psykolog), at hans virksomhed er noget, der skal fylde mindre i hans liv. Han har fx ikke rigtig nogle venner, han laver ting med, så virksomheden er hans liv, fordi den er det eneste, han har lykkes med i sit liv, siger han.